Til Forside 

Udskriftsvenlig side

Santorini 
Juli 2006

 

 
”Santorini kan man se på en formiddag” - den bemærkning har jeg også hørt. Og når man står oppe på øens højeste punkt, kan man da også overskue hele øen.
Vi har allerede besøgt Santorini én gang, så vi ved, at det er et fantastisk sted med en dramatisk historie.
I år er valget af sommerferiemål let. Vi kombinerer 14 dages sommerferie med vores datters bryllup på Santorini.  
  

Lidt om Santorini
Køreturen fra lufthavnen til hotellet i Kamari ligner ikke noget fra de glitrende turistbrochurer. Ingen hvide huse, der klamrer sig til stejle klippesider.
Men der er heldigvis en anden side af øen. Og her forstår man, hvorfor netop Santorini bliver kaldt postkortøen og efter sigende den mest fotograferede ø i Grækenland.
Santorini er jo også hvidkalkede huse og blå kupler og udsigter, som skal opleves.

På østsiden af øen ligger badebyerne Kamari og Perissa og på vestsiden kraterranden med Oia og Fira og de flotte udsigter over calderaen. (vulkankrater med vand i).
Santorini er en lille ø på 75 km2 og ca. 10.000 indbyggere.
Santorini ligger i det Ægæiske Hav, ca. 120 kilometer nord for Kreta. Øgruppen Kykladerne omfatter 38 beboede øer. Én af dem er Santorini, som har fået sit navn efter en skytshelgen ved navn Santa Irini.
Men Santorini bruger også det gamle kongenavn Thira - det græske navn for Santorini
Santorini eller Thira – vælg selv.

Oprindelig var Santorini en del af en større ø med vulkanen Strogyle i midten med et mægtigt krater. Dengang hed øen Strongili, der betyder "den runde" efter øens form. Men et gigantisk vulkanudbrud og efterfølgende flodbølge halverede øen for mere end 3600 år siden, så den i dag nærmest har facon som en halvmåne.
Så gigantisk var udbruddet, at man har fundet aske herfra bl.a. i Egypten og Tyrkiet. Også nordkysten af Kreta blev ramt af flodbølgen, og hele den minoiske kultur gik til grunde.
Se billede. Det lyse lag er aske og pimpsten fra det minoiske udbrud.
Fundet af en olivengren, begravet under 60 m tykt lag af vulkansk pimpsten, har gjort det muligt at datere udbruddet med stor nøjagtighed.
Nu er Santorini nærmest et kæmpe vulkankrater med vand i og med en rand af øer omkring.
I midten stikker vulkantoppen op - de 2 sorte ubeboede Kaimeni øer. På den største, Nea Kaimeni, er der stadig en aktiv vulkan, hvor alle vi turister valfarter til. Det sidste udbrud skete i 1950. Sandsynligvis vil der igen komme et gigantisk udbrud, men heldigvis mener forskere, at det først sker om 10-20.000 år. Men man ved jo aldrig med vulkaner, så Santorini er konstant overvåget.
Højt beliggende på toppen af kraterranden ca. 300 m oppe ligger bl.a. byerne Oia og Fira, som fik store ødelæggelser ved et jordskælv i 1956.  

 
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Kamari strand Strandpromenaden Kamari Kamari Mesa Vouno
 
Kamari
På østsiden af øen ligger badebyerne Kamari og Perissa med bjerget Mesa Vouno imellem.
Vi bor i Kamari på hotel Blue Sea, tæt på strandpromenaden i udkanten af byen tæt ved bjerget. Fra den modsatte ende af byen er der ikke langt til lufthavnen, og fra vores terrasse kan vi holde øje med flyene, der ankommer til øen. Og der kommer mange, men det er et imponerende skue. 
Langs den 2 km lange strandpromenade ligger der et hav af taverner og cafeer. Lige neden for ligger den brede strand med sorte lavasten. Der er ofte kraftige bølger, og der bliver dybt efter et par meter.
Fra Kamari kan man gå til Perissa. Man skal bare lige passere op over bjerget Mesa Vouno.  
 

Rundt på øen
Santorini er ikke særlig stor, så en scooter er fin til at komme rundt på øen. Allerede den første dag bliver vi motoriserede og kører af sted.
4 km
på en smal og ujævn vej og 14 hårnålesving senere står vi på toppen af Mesa Vouno i blæsende vejr, men udsigten fejler ikke noget.
Heroppe kan vi overse både Perissa og Kamari, og heroppe ligger Antikkens Thera ”Ancient Thera”. Engang øens hovedstad, strategisk placeret med overblik over det meste af øen og en fantastisk udsigt over havet.
Antikkens Thera har vi stadig til gode at se, for åbningstiden falder ikke sammen med vores besøg.
Her er nogle af de ture og udflugter vi foretager.

Perissa
Den første dag kører vi ned mod Perivolos i udkanten af Perissa. Her boede vi i 2000. Vi følger strandpromenaden og kører op forbi vores gamle feriebolig ”Johnnys apartm.” Der er bygget meget nyt i området. Vores favorittaverne ”Meteor” ligger her stadig. Vi beslutter os for at holde frokostpausen her. Pludselig er hun der, ”Hotlips”, og spørger hvor vi kommer fra. Kan hun virkelig ikke huske, at hun lovede at sende os et julekort. Nej – det kan hun nok ikke. Hun har skiftet hårfarve og læbestift. Der har sikkert været mange turister, siden vi var her for 6 år siden. Så vi undlader at spørge og nyder i stedet udsigten og den græske salat, inden vi fortsætter ind mod Perissa.
Ved stranden helt inde mod bjerget er der offentlige omklædningsrum, så vi snupper en dukkert i det klare vand, inden vi fortsætter vores tur.
Vi skal opad for at passere forbi bjerget. Deroppe på toppen ligger Santo Wine. Vi kigger lige ind et øjeblik, inden vi kører mod Pyrgos og allerførst i byen drejer til venstre mod Kamari ad hårnålesving. Den korteste vej til Kamari. 
Lidt før Kamari ligger der en bager på højre side. Lad dig ikke snyde af den ydmyge facade. Her er masser af kager. Vi køber dog kun et brød samt to store chokoladekager. Men vi vender tilbage igen og igen ..... 

Akrotiri
Vi kører op ad bjerget forbi Santo Wine og videre ud af halvøen mod Akrotiri fyrtårnet på spidsen. Undervejs er der mange flotte udsigter.
På tilbageturen kører vi ned for at kigge på den røde strand.
Red Beach
, der er en attraktion på øen. Stranden består af rødt lavasand, og man må klatre over de røde klipper for at nå frem til stranden. Red Beach ligger tæt ved udgravningsstedet Akrotiri ved øens sydspids 12 km fra Kamari. Bronzealderens svar på Pompeji. Efter det katastrofale vulkanudbrud for ca. 3600 år siden, blev byen dækket af mange meter tykt lag af aske og lava.
Først i 1967 påbegyndtes udgravningen af gader og af huse i flere etager, og endnu er kun en lille del af området udgravet. I husene fandt man de flotteste vægmalerier, der indikerede, at man stod over for et højt udviklet handels- og kultursamfund.
Man har indtil nu ikke fundet spor efter de måske 30.000 indbyggere, som må formodes at være flygtet og måske omkommet af flodbølgen på havet.
Her er åbent tirsdag-søndag 08.30-15. Lukket mandag.

Vi fortsætter igennem Pyrgus og opad mod Profitis Klostret på bjergtoppen 584 m. Herfra er der en formidabel udsigt over Kamari og en stor del af øen.
På nedturen stopper vi ved Pyrgus Taverne og spiser frokost. Der skal aftales menu, vin og borddækning til det forestående bryllup.
Vi fortsætter mod Kamari og holder lige ind ved bageren.
 

  
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Santo Wines Santo Wines Pyrgos Taverna Forret
 

Santo Wine
Santo Wine er øens vinkooperativ og et af Santorinis mange vinhuse. Beliggende ved byen Pyrgos på toppen af calderaen.
Ude fra vejen ser man en stor grå bygning og en masse flag, men kør endelig ikke forbi.
Udsigten herfra er svær at slå. Det må være øens flotteste. Det er et sted, vi besøger en del gange og nyder et glas vin eller en hel smagning, mens vi nyder panorama udsigten fra terrassen - til Fira og havet med krydstogtskibe og vulkanøen i baggrunden.
En "smagemenu" består af 5 forskellige bordvine samt en sød dessertvin. Dertil ost.
Der er udsigt ned til øens havn, hvor et skib er ved at være klar til at sejle. Det myldrer til med mennesker, der vil forlade denne ø. Forstå det, hvem der kan.
Og så er det her på Santo Wine, vi skal til bryllup.
På feriens flotteste dag, på kanten af calderaen foregår vielsen på græsk og engelsk. Vi skåler i champagne og gemmer kleenexen bort. Det er en dejlig dag. Flottere kan det ikke være.

Pyrgos
Engang var den hovedbyen på øen, og den ligger meget højt. Allerførst i byen ligger Pyrgos Taverne rigtig flot. Efter besigtigelse og en frokost med det kommende brudepar, er der ingen tvivl. Her skal bryllupsmiddagen indtages under vinrankerne med udsigt til vinmarker udenfor. Udsigt over den halve ø og med havet til begge sider.
Det viser sig at være et godt valg. Maden er god, og der er rigeligt af den. Udsigten skifter fra sol til den flotteste solnedgang over calderaen. Og da mørket falder på, dukker de oplyste byer frem i alle kroge, og vi nyder desserten og portvinen fra brudens fødselsår - gemt til lejligheden.

 
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Oia    Den gamle borg i Oia Udsigt til vulkanøerne fra Oia Oia
Oia  
Det siges, at den smukkeste solnedgang i hele verden, kan man se i Oia. Vi vælger dog alligevel at besøge byen midt på dagen.
Vi kører af sted i 1 bil, 3 ATV’er og 2 scootere i en kortege via Fira og Vourvoules mod Oia - altså nede på lavlandet.
Det er fredelige veje her, selvom det er feriehøjsæson. På markerne dyrkes de små tomater og meloner. Vi har en flot udsigt op mod Fira, og lidt senere kan vi se Oia.

I Oia parkerer vi og går en lang tur langs Calderaen. Det er blevet hedt, så vi holder en drikkepause og nyder udsigten over calderaen fra en café, inden vi slentrer videre igennem byen og fotograferer løs. 
Selvfølgelig må vi også se stedet ved den gamle borg, hvor der valfartes til for at se solnedgang. Lidt indkøb sniger der sig også ind. Selv om vi er midt i juli, er her utrolig fredeligt og meget smukt.
Tilbage til køretøjerne og ad den højtbeliggende bjergvej mod Fira. Her parkerer vi lidt før centrum og går endnu en tur langs calderaen og får igen taget en masse flotte billeder.  
 
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Udsigt over Fira Udsigt over Fira Lokal hygge i Fira Fira
 
Fira
Fira er hovedbyen og turistcentrum. Byen ligger på kraterkanten med en fantastisk flot udsigt over havet. Og sådan en udsigt koster. Her er ikke udpræget billigt. Byen vrimler da også med butikker med guld og stene, der bare venter på de amerikanske turister, der kommer sejlende med de store krydstogtskibe, der ligger for anker i calderaen 300 m neden for byen. I Fira findes det bedste udvalg af butikker.  
Her er fredeligt, men i morgen kommer der amerikanere med krydstogtskibene. Så bliver der travlt, fortæller indehaveren af en guldsmedebutik. I dag har de bare god tid og vil gerne tale med danskere der oser.  
 
Mesa Gonia ligger stadig i ruiner og blev efter jordskælvet i 1956 totalt forladt. Underligt sted at gå rundt. Beboerne flyttede ned til kysten og byggede Kamari.
Mesa Gonia bliver også kaldt "The Ghost Village", men der er nu ikke noget spøgelsesagtigt over byen på denne solskinsdag, selv om vi er de eneste turister. Og her bor da også mennesker i enkelte huse. Gaderne er meget smalle og brostensbelagte. Kun for gående.
Kirken ser flot ud, selv om den blå farve på kuplen skaller af.
Den forladte by ligger lige uden for Kamari. Drej til venstre lige efter bageren.  
  
Sejltur
Hos Kamari Tours på strandpromenaden køber hele selskabet en sejltur til den følgende dag. 15 euro/stk.
Der er opsamling kl. 9 oppe ved apoteket.
Sejlturen udgår fra øens havn Athinios, der ligger for enden af en stejl og snoet vej med udsigt op til Santo Wine. Vi sejler allerførst til vulkanøen Nea Kameni, hvor vi lægger til. Her skal vi så lige betale 2 euro, for at trave op på øen, hvor der er flere kratere - et enkelt sted er stadig aktivt. Det lufter heldigvis lidt, så temperaturen er passende til at bestige en vulkan.
Vi traver opad i ca. ½ time og kommer til det sted, hvor der kommer lidt røg op og lugter af svovl. En påmindelse om naturens enorme kræfter – man bliver lidt ydmyg.
Videre til naboøen Palea Kameni, hvor vi også lægger til. Her er der mulighed for at hoppe i vandet og bade i en lille bugt, hvor vandet er helt rødt. Mudderet har efter forlydender en helbredende virkning.
Der er trængsel i havnen af både og turister.
Flot udsigt op mod Fira på sejlturen.
 
Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede Klik - for større billede
Fira Lava og aske lag på lag Møllen i Oia Vinmarker
 
Mad og drikke
I Kamari findes et stort udbud af restauranter langs strandpromenaden. Barer og klubber mangler heller ikke. 
I vores sidste ferieuge er vi et selskab på 12-14, når der spises aftensmad. Vi bor på 3 forskellige hoteller, kommer fra 4 forskellige lande og mødes nu på Santorini for at holde bryllup. 
Hver aften mødes vi ved Dolphins og går derefter på udkig efter dagens restaurant.
Nogle af de steder vi besøger og kan anbefale er:
Maria Restaurant, godt, græsk madsted, som ligger midtvejs på strandpromenaden i Kamari.
Mythos, på strandpromenaden ved Venus Hotel. 
Restaurant Irini, og Boat House, ligger i hver sin ende af strandpromenaden. Begge steder er meget hyggelige og har god mad. Hos Irini fik vi bl.a. lam i lemon med kartofler. Her er de flotteste vægmalerier lavet på stedet af en tysk maler, der nu er bosat på Kreta.
Taverna Poseidon, på strandpromenaden.

Taverna Andreas
, ligger tæt ved Blue Sea. Græsk aften hver torsdag. Første gang vi besøger Andreas, er der finalekamp om verdensmesterskabet i fodbold mellem Frankrig og Italien. Aftensmaden er tomatsalat, auberginesalat og ovnstegt lam med kartofler og ris. Det kan anbefales. I pausen forlader vi ”Andreas” og finder et andet sted med storskærm nede på strandpromenaden og med nogle bløde stole. Italien vinder og der bliver jublet og hujet.
Vi går trætte hjemad ved 24-tiden i 24 gr. Let brise og en behagelig temperatur. I det fjerne kan vi høre, at der festes for den italienske sejr.
Mango midt på promenaden er favoritstedet til en drink.
Pyrgos Taverne er et helt speciel sted.
Hook Bar
, hvis man er til høj musik. Bare gå efter lyden. Ligger for enden af strandpromenaden tæt ved bjerget.
 
Klik - for større billede Klik - for større billede
Irini restaurant i Kamari Fira
 
Praktiske oplysninger
  • Prisniveauet er lidt højere end andre græske øer.

  • Der er masser af små supermarkeder - åbent til kl. 24.
    Nærmeste større ligger i Messaria 3 km.

  • KAMARI TOURS ligger på strandpromenaden. Her kan du købe dine udflugter til rimelige penge. 
    Mødested for udflugter med KAMARI TOURS ligger ved siden af apoteket.
    En sejltur i vulkanhavet med besigtigelse af en aktiv vulkan. Pris 15 euro for en halvdagstur inkl. bustransport til Athinios havnen lige neden for Santo Wine.  

  • Apoteket i Kamari har åbent 9-14 og 17.30-21

  • Scooterleje - 11 dage for 115 euro  

  • På Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk kan du læse om hvilke dokumenter, de græske myndigheder ønsker ved vielse i Grækenland. Kig under Borgerservice og "Ægteskab"

 
Efter 14 dage med perfekt vejr og dejlige oplevelser rejser vi hjem til virkeligheden. 
Santorini er noget helt specielt, og selv om øen er lille og overskuelig, eller måske netop derfor, får man lyst til at vende tilbage. For vi nåede jo alligevel ikke det hele ......... det må blive næste gang. 
Ferie på Santorini kan varmt anbefales. 
        
Links 
www.santorini.info/   Turist guide m. webcam
www.kamaritours.gr   Udflugtsprogram m.m.
www.pyrgos-santorini.com Taverna Pyrgos  
www.um.dk  - indgåelse af ægteskab i udlandet Udenrigsministeriet
     
Til Forside

Udskriftsvenlig side